Her var stille….

Ok her har været rigtigt stille i lang tid. De fleste ved hvorfor….. Min far er død. Min far er død, hader at sige det, hader at skrive det, hader det! Det er så forfærdeligt, jeg savner ham så meget. Jeg tænker på ham konstant, tænker hvor han er henne nu….. Jeg er ikke specielt troende, men jeg bliver nødt til at tro en lille smule, bliver nødt til at tro på at der er et liv efter døden, bliver nødt til at holde fast i det lille håb!

Det her indlæg blir nok bittert, det bliver trist, det bliver sort, så hvis du ikke gider alt det så skal du nok ikke læse videre. Tror bare jeg lige har brug for at få skrevet lidt ned. Jeg kunne selvfølgelig vælge at gøre det et andet sted, men nu har jeg valgt det her sted.

De første dage efter jeg mistede min far kunne jeg tage mig selv i at stå i kø i netto og lytte på de mennesker der var der. Høre på deres ligegyldige problemer, havde lyst til at råbe til dem at min far er fucking død, er det ikke ligemeget om mælken er dyr eller hvad det er for ligegyldige problemer…… jeg ved godt det er strengt at have det sådan, men alt var bare ligemeget, jeg kunne ikke tage stilling til en skid.

Der er så mange ting man pludselig begynder at tænke på og som man pludselig skal tage stilling til. Ærligt så har jeg følt mig fredet, jeg har følt mig udødelig, og pludselig blir man ramt af det her, jeg er jo pludselig ik udødelig. Jeg har bare haft lukket øjnene for det, for hvem har lyst til at tænke på/tale om døden. Det er jo for pokker det værste her i livet, det mest forfærdelig et menneske kan opleve, det gør så ondt at miste!!!! Man kommer vist aldrig helt over det. Pludselig er det bitte små ting der minder mig om min far. Og heldigvis for det, for jeg vil bevare alle de gode dejlige minder om ham allerdybest i mit hjerte, for jeg elsker min far, fik vist bare aldrig sagt det nok til ham:( og sådan er det nok med os mennesker, siger vi nok til hinanden at “jeg elsker dig”, siger vi nok “jeg er stolt af dig”, jeg gør ikke i hvert fald, og det er jo i hvert fald stof til eftertanke. Hvis bare man kunne få en chance til, en chance til at sige de sidste ord til ham, men man kan jo alligvel ikke lade ham gå hvis man fik den chance.

Det er hårdt at skrive alt det her, det er så frustrende og så uretfærdigt, hvorfor lige min far, jeg havde slet ikke forudset noget af det her, jeg havde regnet med at jeg skulle have begge mine forældre i mindst 30-40 år endnu. Der er så mange ting min far skulle have oplevet endnu.

Jeg er så taknemmelig for at jeg har to søstre, en mor, en mand og en datter. Jeg elsker jer alle! Alle har i alt det her forfærdelige været så søde- venner, familie, bekendte og kollegaer. Hvor er det befriende at man kan tale om det åbent og ingen løber skrigende bort, fordi døden er sådan et tabu emne, det er jeg så taknemmelig for, for det er bestemt det der hjælper bedst i sorgen, at få grædt og talt ud om alt det her!

TAK!