Lidt om livet – del 2

Vi gik så og ventede i de 3 uger vi nu skulle. Vi var egentlig ikke bekymret, for lægen havde jo sagt det så fint ud, den prøve han tog. Samtidig troede vi jo det ” bare” var en kæbecyste. Thomas sagde han bare kunne tage derhen og få svaret. Jeg tænkte ikke nærmere over det. Det fortryder jeg godt nok nu. At jeg ikke tog med.

Den 1. April fik han svaret.

Jeg gik herhjemme og ventede. De var blevet forsinket. Thomas ringede til mig. Husker tydeligt hans ord. ” jeg har kræft”. Håbede lidt det bare var en ond aprilsnar!! Han var rolig, men også forskrækket. Han blev sendt direkte til røntgen og blodprøver tror jeg. Jeg brød helt sammen og ringede til min mor og søskende.  Victoria var i skole. Men hun skulle jo også have det afvide. Jeg kan huske jeg tænkte meget på om Thomas nu skulle dø. Bare ordet kræft. Så tænker man jo kemo og død. Eller det gør jeg i hvert fald. Jeg tænkte også at hvorfor skal Victoria opleve at have en forælder der er syg. Det har hverken Thomas eller jeg oplevet. Første gang i mit liv at jeg har kræft så tæt inde på livet.

Thomas kom hjem.  Vi fik kysset og krammet. Han var rolig. Har han været igennem det hele. Som han altid siger. ” Vi kan jo intet gøre ved det”. Nej det kan vi ikke. Det her er en af de ting i livet man ikke kan styre. Men man kan sgu godt stadig være rasende over hvorfor vi blir ramt! Thomas var den af os to der holdt roen og hentede Victoria i skole. Vi sagde det ligeud til hende. Far er blevet syg. Far har fået kræft. Først sagde hun ikke noget. Hun reagerede ikke rigtigt. Bagefter gik jeg en tur med hende. Sagde at hun bare måtte spørge. Kan huske hun nævnte noget med en pige fra hendes skole. Hendes far var død af kræft. ? hun spurgte om Thomas skulle dø. Kan ikke huske hvad jeg svarede. Kan jo ikke love hende det. Kan jo kun håbe ?? lige som status er nu, så nej, så kan jeg med sikkerhed sige at han ikke dør af kræft.

Fortsættelse følger……